20. februar 2020  | Annoncør | Kontakt os
Job-Support.dk - Din genvej til et nyt job!
Folketinget
Ansvarsbevidst folketingsbetjent med sikkerhedsmæssig baggrund
Kunne du tænke dig at arbejde for det danske folkestyre på Christiansborg, og har du lyst til at indgå i et team, hvor vi gør hinanden bedre? Så er du måske vores nye folketingsbetjent.
Dine primære arbejdsopgaver
Du vil få en spændende hverdag med mange forskelligartede arbejdsopgaver bl.a.:
  • Vagt i Folketingets kontrolcenter (kameraovervågning, disponering ved alarmer m.v.)
  • Modtagelse og adgangskontrol af Folketingets gæster, herunder skanning af personer og deres medbragte effekter
  • Servicering af husets brugere i forbindelse med Folketingets møder
Din arbejdsplads
Du bliver en del af en helt unik arbejdsplads med stor bevågenhed og bliver en del af Service- og Sikkerhedsenheden, som består af ca. 70 dygtige folketingsbetjente. Vi løser i det daglige mange centrale funktioner på Christiansborg i relation til betjening af Folketingets medlemmer, ansatte og gæster, ligesom vi spiller en afgørende rolle i Folketingets beredskab.
God service, høj grad af tryghed og tilfredshed blandt husets brugere og gæster er vores vigtigste pejlemærker i jobbet.
Vi leverer effektive og professionelle rammer for Folkestyrets arbejde, og du bliver en del af en enhed, der har fokus på at levere god kvalitet og høj service til hele Folketinget.
Vi arbejder målbevidst med selvledelse og med at styrke medarbejdernes kompetencer og ressourcer inden for samarbejde, videndeling, ansvarlighed, initiativ og kommunikation. Vi forventer, at du deltager aktivt og engageret i denne proces.
Din profil
Din uddannelsesbaggrund er mindre vigtig, men det er en fordel, hvis du har erfaring fra stillinger, hvor du har arbejdet med sikkerhed. Måske har du en uddannelse inden for det sikkerhedsmæssige område (f.eks. skanning, adgangskontrol, overvågning el.lign.) eller en uddannelse inden for redningsberedskabet eller det præhospitale område (brandmand, ambulanceredder el.lign.)
Du er i stand til at håndtere flere forskellige it-systemer på en gang og har evt. erfaring med at styre et teknisk kontrolcenter med alarmer og overvågningskameraer. Det er desuden en fordel, at du kan begå dig på engelsk.
Du er udadvendt, fleksibel og serviceminded, og motiveres af at arbejde med mennesker. Du er god til at observere, hvad der sker rundt omkring dig, fagligt ambitiøs og bruger din gode situationsfornemmelse og dømmekraft til at vurdere, hvad den bedste løsning er i en given situation. Du holder hovedet koldt og er i stand til at træffe selvstændige beslutninger - også i pressede situationer.
Du er en teamplayer med gode samarbejdsevner, og du ser en gevinst i at løse opgaver på tværs af enheder og personalegrupper.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du vil blive ansat i henhold til gældende overenskomst. Begyndelsesløn udgør kr. 24.292,42 og slutløn udgør kr. 26.056,50 Lønplacering vil ske efter en konkret vurdering set i forhold til erfaring fra tidligere jobs. Ud over lønnen vil der være et folketingstillæg, som udgør kr. 2.269,27 pr. måned. Stillingen ønskes besat snarest muligt.
Du skal være indstillet på skiftende arbejdstider, herunder aften, nat samt helligdags- og weekendvagter.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at denne kan opretholdes gennem hele din ansættelse.
Du gennemgår Folketingets betjentuddannelse som en del af ansættelsen.
Information og ansøgning
Du kan høre mere om stillingen hos service- og sikkerhedschef Jacob Glahn på tlf. 33 37 56 13.
Ansøgning skal ske elektronisk via stillingsopslaget med "SØG STILLINGEN".
Ansøgningsfrist: Mandag den 2. marts 2019 kl. 12.00.
"Vi arbejder for det danske folkestyre" er formålet for Folketingets Administration. Vi er 440 ansatte i Folketingets Administration som sammen arbejder for at skabe gode rammer for medlemmerne af Folketinget, og som samtidig arbejder for at omverdenen kan følge med i Folketingets politiske arbejde. I vores tilgang til arbejdet er vi medlemsorienterede, selvledende og helhedstænkende.
Folketingets Administration ønsker at fremme ligestilling uanset køn, alder, etnisk baggrund, seksuel orientering, religiøs overbevisning eller handicap.
Se endvidere www.folketinget.dk for yderligere oplysninger.
©2000-2020 Job-Support.dk Valid HTML 4.01 Transitional
Del på Facebook Del på Twitter
Send Ansøgning
Del på Google+ Del på LinkedIn
Job-Support.dk  -  Taastrup Hovedgade  -  2630 Taastrup  -  Danmark  -  +45 70 224 225
©2000-2020