 |
Chauffør for Folketingets formand
|
Har du lyst til at arbejde for den øverste politiske ledelse af folkestyret? Er du ferm til at køre bil og har du et indbygget servicegen? Og er du af natur en, der brænder for at få andre til at lykkes? Så er jobbet som chauffør for Folketingets formand måske lige dig.
|
Spændende opgaver for den øverste ledelse i folkestyret
|
Chaufførteamet i Folketinget består af to chauffører, hvoraf den ene har valgt at gå på pension efter sommerferien. Vi søger derfor en ny kollega. Din primære opgave bliver at varetage kørslen af Folketingets formand sammen med den anden chauffør i teamet.
|
De to chauffører varetager dog også en lang række andre opgaver i Formands- og Direktionssekretariatet. Det drejer sig bl.a. om modtagelse af formandens officielle gæster, omvisning af gæsterne på Christiansborg, samt en række praktiske opgaver i sekretariatet, herunder almindelige kontoropgaver, økonomiopgaver m.v.
|
Kørsel af formanden er typisk mellem formandens bopæl og Folketinget samt kørsel til møder og andre aktiviteter, både i København og i resten af landet.
|
Chaufførteamet er en integreret del af de 16 medarbejdere i Formands- og Direktionssekretariatet. Formands- og Direktionssekretariatet består af 1 chef, 7 AC’ere, 5 kontormedarbejdere, 2 chauffører og 1 studentermedhjælp.
|
Sekretariatet tager sig af sekretariatsbetjening af Folketingets formand, Folketingets direktion og har endvidere ansvaret for pressehåndtering, intern kommunikation samt koordination af Folketingets udviklingsprojekter. Sekretariatet har også en protokolenhed, som tager sig af at planlægge og gennemføre de mange officielle besøg og arrangementer, der hvert år finder sted i Folketinget.
|
Vi lægger vægt på, at du er en meget erfaren og dygtig bilist. Derudover forventer vi, at du
|
- har gode køretekniske færdigheder, herunder et godt overblik og evne til at læse trafikken og planlægge kørslen.
- er pålidelig, ansvarlig og udfører arbejdet professionelt.
- har et godt humør, er hjælpsom og har gode samarbejdsevner.
- arbejder struktureret, har ordenssans og kan bevare overblikket i pressede situationer.
- har stor personlig integritet og mestrer fuld diskretion og forståelse for fortrolighedsspørgsmål.
- er indstillet på meget varierende arbejdstider og på at stå til rådighed under chaufførvagter.
- har chaufførerfaring - det er ikke et krav, men ses som en fordel.
- behersker it på brugerniveau.
|
Det er en fordel at kunne tale godt engelsk, men ikke en forudsætning.
|
Stillingen er en fuldtidsstilling. Du bliver ansat i henhold til gældende overenskomst.
|
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes til det nødvendige niveau, og at du efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.
|
Det er endvidere en forudsætning for ansættelsen, at du gennemgår og består politiets køretekniske kursus, og at du efterfølgende gennemgår og består dette kursus årligt.
|
Endelig er det en forudsætning for ansættelsen, at du har gyldigt kørekort under hele din ansættelse.
|
Ansættelse snarest og gerne senest den 1. august 2023.
|
Du kan få yderligere oplysninger om stillingen ved henvendelse til sekretariats- og protokolchef Søren Koushede, tlf. 6162 3088 eller formandschauffør Kenneth Krohn Oldgreen, tlf. 6162 3907.
|
Ansøgning og CV bedes sendt elektronisk via "Søg stillingen" i stillingsopslaget.
|
Ansøgningsfrist: torsdag den 8. juni 2023, kl. 12.00.
|
Vi forventer at afholde 1. runde samtaler i uge 24-25 og 2. runde samtaler i uge 26. Der kan blive tale om forskellige former for tests i forbindelse med ansættelsesforløbet.
|
|
 |
|