13. november 2024  | Annoncør | Kontakt os
JobSupport - Din genvej til et nyt job!
Folketinget
Ansvarsbevidst elev søges til stilling som sikkerhedsvagtelev
Kunne du tænke dig at blive sikkerhedsvagtelev i Folketinget og arbejde for det danske folkestyre på Christiansborg, og har du lyst til at indgå i et team, hvor vi gør hinanden bedre? Så er du måske en af vores nye elever.
Du vil i din elevperiode blandt andet få indblik i:
  • Folketingets kontrolcenter (kameraovervågning, disponering ved alarmer m.v.).
  • Modtagelse og adgangskontrol af Folketingets gæster, herunder skanning af personer og deres medbragte effekter.
  • Servicering af husets brugere i forbindelse med Folketingets møder.
Din arbejdsplads
Du bliver en del af en helt unik arbejdsplads med stor bevågenhed og bliver en del af Sikkerhed, parlamentarisk service og formidling, som består af ca. 70 dygtige folketingsbetjente. Vi løser i det daglige mange centrale funktioner på Christiansborg i relation til betjening af Folketingets medlemmer, ansatte og gæster, ligesom vi spiller en afgørende rolle i Folketingets beredskab.
God service, høj grad af tryghed og tilfredshed blandt husets brugere og gæster er vores vigtigste pejlemærker i jobbet.
Vi leverer effektive og professionelle rammer for Folkestyrets arbejde, og du bliver en del af en enhed, der har fokus på at levere god kvalitet og høj service til hele Folketinget.
Din profil
Vi forventer, at du opfylder kravene til sikkerhedsvagtuddannelsen inden opstart, og at du er i gang med eller har afsluttet dit grundforløb på sikkerhedsvagtuddannelsen.
Du er præsentabel, udadvendt, fleksibel og serviceminded, og motiveres af at arbejde med mennesker. Du er fagligt ambitiøs og har en god situationsfornemmelse.
Det er en fordel med god forståelse for It-systemer, og at du kan begå dig på engelsk.
Du er en teamplayer med gode samarbejdsevner, og er ikke bange for at tage fat.
Løn- og ansættelsesvilkår
Du vil blive ansat i henhold til gældende overenskomst. Elevlønnen udgør pr. 1. marts 2024 16.207,76 kr. Hvis du er over 25 år, udgør lønnen 26.790,65 kr./27.310,92 kr. (afhængig af anciennitet).
Vi forventer, at du kan starte som elev den 20. januar 2025.
Du skal være indstillet på skiftende arbejdstider, herunder aften, nat samt helligdags- og weekendvagter i forbindelse med din elevtid.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at denne kan opretholdes gennem hele din elevansættelse.
Information og ansøgning
Du kan høre mere om stillingen hos folketingsbetjent Arne Nielsen på tlf. 3337 5661.
Ansøgningsfrist: fredag den 15. november 2024, kl. 12:00.
Du sender din ansøgning med cv via "ansøg stillingen".
Vi forventer at afholde samtaler i uge 47 og 48.
"Vi arbejder for det danske folkestyre" er formålet for Folketingets Administration. Vi er 480 ansatte i Folketingets Administration, som sammen arbejder for at skabe gode rammer for medlemmerne af Folketinget, og som samtidig arbejder for, at omverdenen kan følge med i Folketingets politiske arbejde. I vores tilgang til arbejdet er vi medlemsorienterede, selvledende og helhedstænkende.
Folketingets Administration ønsker at fremme ligestilling uanset køn, alder, etnisk baggrund, seksuel orientering, religiøs overbevisning eller handicap.
Se endvidere www.folketinget.dk for yderligere oplysninger.
Del på Facebook Del på Twitter
Send Ansøgning
Del på Google+ Del på LinkedIn
JobSupport ApS  -  Lautruphoej 1-3  -  2750 Ballerup  -  Danmark  -  +45 70 224 225
©2000-2024